DIES SURPRISE-PAKKE 4 // Farverige blomster

Inspiration fra Vibe Nielsen - @handmadekindnessdk

 

Hej med jer!

Så blev det min tur til at dele inspiration med dies surprise-pakken og jeg har taget lidt forskelligt med til jer.

 

Inspirationskort 18

Mit første kort er et spinnerkort, der gerne skulle bringe held og lykke. Jeg har standset hestesko, kløver, sommerfugl osv ud to gange. For de ikke symmetriske figurer (dvs kløvere og sommerfugl) har jeg både standset ud fra den ”rigtige” side af papiret og den ”forkerte” side, så jeg får de spejlvendte figurer fra den rigtige side. Det er lidt kringlet skrevet, men jeg håber det giver mening.

 

Til selve spinneren har jeg brugt en sytråd, og jeg vil sige at hesteskoen måske er en lille smule vakkelvorn fordi snoren sidder på et meget lille stykke af snoren. Skulle jeg lave den igen, ville jeg sætte acetate fast i toppen af skoen for at stabilisere snoren.  Alternativt kunne man spinne den vandret i stedet for lodret, men man skulle jo nødig hældet heldet ud 😉

 

 

Inspirationskort 19

Mit andet kort er fuld af blomster. Til blomsterne har jeg brugt 2 x stor kløver og sat dem forskudt sammen. Jeg synes ikke det er til at se at det egentlig er kløver-dies, så det er en måde at få mere ud af pakken på.

 

Tillykke banneret har jeg lavet ved at diecutte både ”tillykke” og det blanke banner ud. Det blanke har jeg klippet i hver ende så de kunne udgøre enderne på tillykke banneret. Hjerterne i midten af blomsterne er det midterste af hjerte-pinnen fra pakken. Baggrunden inden i rammen har jeg lavet med stencil og oxide inks (mustard seeds, picked raspberry og shaded lilac) samt en hvid gel pen til at pynte yderligere.

 

 

Inspirationskort 20

Mit sidste kort er et helt simpelt held og lykke kort uden så mange dikkedarer. Hestesko og kløver er diecuttet af designpapir og begge har fået lidt sværte i kanterne. Jeg har tilføjet hjertepins til pynt, og held og lykke er udstandset af det lysegrå karton fra pakken. Jeg har dog standset det ud et par gange i en rest hvid karton også for at få det til at stå mere frem. Så har brugt en firkant-blonde die til at lave den inderste firkant og en alm prik streg firkant til den yderste. Begge papirer til baggrund er fra pakken.

 

Jeg håber I er blevet inspireret og jeg glæder mig til at se hvad I finder på med denne pakke 😊

 

/Vibe

 

 

Det var hvad vi havde af inspiration med Dies surprise-pakke 4, for i dag her på bloggen. Men husk at følge med resten af weekenden, samt næste uge, hvor vi viser masser af inspiration her på inspirationsbloggen.

Du kan altid gense inspirationen vi har gemt her, samt i albummet i vores Gold Club gruppe, på Facebook.

Pakkens dies er speciallavet til denne pakke og kommer ikke i produktion til løssalg. 

 

 

Som altid har vi en inspirations konkurrence, hvor vi trækker en vinder
af et gavekort på 250 kr. Hvordan du deltager i konkurrencen kan du læse mere om her.