Advent 3 - stempel inspiration fra Vibe

I dag har vi fornøjelsen af Vibe på bloggen, og vi skal selvfølgelig se hendes skønne inspiration med 3. advents stempelpakke.

Rigtig god fornøjelse.

 

Inspiration fra Vibe Nielsen - @handmadekindnessdk

 

 

Hej med jer

Så er det min tur til at vise hvad jeg har fået lavet med stempelpakken fra 3. søndag i advent. Og altså, jeg er så heldig så i min familie, der har vi verdens bedste morfar. Og verdens bedste morfar har fortjent et kort og meget andet. Hvis I er så heldige også at have verdens bedste morfar i jeres familie, så kan I jo gøre mig kunsten efter – og ellers er der rig mulighed for tilpasning til lige den slags far man gerne vil fejre.

 

Her har morfar fået en ”verdens bedste morfar” t-shirt – altså i al fald på kortet – og det er ikke fordi morfar er et rodehoved, at der er så mange andre t-shirts på kortet, selv om det måske godt kunne ligne store vaske dag. Det er derimod mit forsøg på at lave mit eget mønster papir.

Jeg har stemplet 4 t-shirts på designarkene fra pakken (jeps – jeg har kun stemplet 4, selv om det ligner jeg har åbnet en mindre tøjbutik). Jeg har valgt 4 forskellige af de blå. Jeg har stemplet med memento, og så har jeg lagt skygge med copics. Og her skal man holde tungen lige i munden, for designark er ikke ligesom at farvelægge på neenah eller andre papirer beregne til alkohol markers. Copic på designark flyder lidt mere, bløder lidt mere, så det er noget med hurtige lette bevægelser og ikke dvæle for meget ved det. Jeg har brugt C0, C2, C4 og C6 til farvelægning. Til de hvide kanter har jeg brugt en hvid gel pen. Den dækker ikke perfekt men det var heller ikke hensigten. Hvis man gerne vil have den til at dække perfekt, kan man stempel t-shirten på hvid karton og så klippe kanterne ud og lime på designarket.

 

Jeg har derefter klippet t-shirts ud langs den stemplede kant. Hvis man synes det er eddersvært at få pænt, så kommer her et lille tip. Når man har klippet efter bedste evne, tager man en sort tus og tegner på kanten af ens udklip. Hvis man tegner fra bagsiden, altså som skulle man til at tegne på bagsiden, så rammer man der hvis tussen skulle smutte. Det gør en verden til forskel lige at få den sorte kant på.

 

Det hele er endt på et kvadratisk kort. Jeg klistrede de største stykker på først, så klippede jeg det overskydende af som jeg så kunne klistre på et andet sted og på den måde endte 4 tshirts til at være fuldt tilstrækkeligt til mit kort. Til sidst kom der 5 enamel dots på nogle af de mere bare steder. Og så var kortet færdigt.

 

Jeg håber I får en fantastisk dag

//Vibe

 

Det var hvad vi havde af inspiration med stempelpakken for i dag her på bloggen. 

Pakkens stempler og dies er speciallavet til denne pakke og kommer ikke i produktion til løssalg. 

Husk også at følge med alle andre dage hvor vi viser masser af inspiration her på bloggen, og du kan altid gense inspirationen vi har gemt her, samt i albummet i vores Guld Club Facebook gruppe.

 

 

Som altid har vi en inspirations konkurrence, hvor vi trækker en vinder
af et gavekort på 300 kr. Hvordan du deltager i konkurrencen kan du læse mere om her.